“I go crazy every other week”
- Maria Engholm
A technical virtuoso. Meet the visual artist Maria Engholm, and let yourself be encircled by unique utopian dream worlds, where the tree rings dictate the direction.
The Magic Energy of Night
You don't have to stay long in the presence of Engholm’s works before being drawn into a universe of minutely detailed landscapes: cities ablaze, figures engulfed by the forces of nature, architectural elements rendered with meticulous precision, yet always accompanied by darkness as a subtle, persistent companion. “I work best from 11 p.m.”, she explains, and in that moment the studio’s grand skylight seems almost superfluous; here it is the moon, the mystique of night, and the intimate, near-symbiotic dance between artist and work that reign.
Engholm grew up in Snoghoej, near Fredericia, spending countless hours by the sea, on boats, along coastlines, immersed in saltwater. Her educational path, first as a primary school teacher and later within design, from textiles to furniture and space, has left a distinct imprint on her aesthetic expression, whether it unfolds on canvas or on finely sanded pieces of wood shaped into oval, almost skipping-stone forms.
The studio itself appears as an extension of this practice: furnishings crafted by the artist, a wooden stool with tin shoes, a coffee table composed in balanced patterns, a chair of remarkable ergonomic grace. “Yes, please”, my back seems to say as I test it. “I have a thing for oak”, the artist interjects politely. She is fascinated by the wood’s strength, its minimal shrinkage, its longevity; by the leathery leaves, dark green above and paler beneath; and by the tree’s capacity to endure for millennia as a silent witness to humanity’s often catastrophic treatment of the planet.
It therefore seems almost inevitable that Engholm has cast her love on wood as a material. The tree rings in the cross-section bear witness to the life and condition of the tree, with a particular sensitivity to those years when growth deviates, when something special has taken place.
"I have moved in several paths of life", the visual artist Maria Engholm confides, shortly after I have navigated through locked gates with coded entries and the discreet yet omnipresent gaze of surveillance cameras, and found my way to the building, guided by her calm voice on the phone. Once seated and welcomed, she unfolds her long and dedicated practice: thoroughly, reflectively, and with a rare generosity.
artSIStra interview // Henriette Hellstern // Apr 18. 2026 // Vaerloese // Denmark
Detail of commissioned artwork for Oeregaard GymnasiumSomewhere Between Routine and Impulse
A particular energy permeates her work: a charged balance between routine and predictability on one side, and a defiant, almost hellish impulse that must find its outlet in art on the other. This ongoing tightrope walk has proven decisive, both in overcoming a period of illness with cancer and in the effort to find footing in the face of mortality’s reality. Perhaps it is precisely for this reason that openings, passages, and doors almost always appear in her works: a constant motion, an insistence on being en route.
“I work a great deal with connections and transformations”, she says, and it is evident that art has served both as anchor and as voice for an artist who has experienced life in its many facets, along multiple trajectories, and continues to move steadily forward. Weeks where works are created in the moonlight to the tunes of everything from Charles Aznavour to Slipknot are replaced by weeks characterized by planning, applications and dreams. As she puts it: “I go crazy every other week.”
Flower Seeds as Bribery
A kinship between material and human beings emerges. On the surface, one encounters a technical virtuoso; beneath this, a resolute character who battles the injustices of existence. She appears to observe the world from her own position, formed, grateful, and still in motion.
Rooted in a socially activist practice, including her participation in the artist collective Bureau Detours, where various experiments culminated, e.g. a trailer functioning as a mobile cinema and gallery, the artist has built an experiential ballast she herself describes as essential. Among these projects was the one in which she rented a parking space in Vesterbro and established a temporary garden, bribing the police with flower seeds so she remained seated in her folding chair until the parking ticket expired.
Artwork by Maria EngholmEntrances and Rings of Growth
My gaze lingers on a work composed of upright and fallen domino-like forms, or are they doors? Created during the pandemic, the piece captures with acute sensitivity the feeling of isolation: being a single piece in a larger puzzle, enveloped in solitude, cut off. At the same time, it reads as a reflection on the many portals artists must pass through, some closed, some open, others requiring one to seize the key.
It therefore seems almost inevitable that Engholm has cast her love on wood as a material. The tree rings in the cross-section bear witness to the life and condition of the tree, with a particular sensitivity to those years when growth deviates, when something special has taken place. At the same time, she demonstrates a consistent respect for found objects: recycling, elevating the discarded into aesthetic objects through sanding, varnishing, and the application of thin layers of paint with the finest brushes, mastered to perfection.
Artwork by Maria Engholm
Artwork by Maria EngholmTransitions, Appeals, and Awakening
Yet the artist now stands at the threshold of a new phase. She seeks openness and broader gestural expression. “I’ve returned to the canvas, and I don’t know what will happen”, she says with a note of wonder. These transitional phases seem necessary, beginnings of something new, borne by the courage, will, and strength not to succumb to the familiar.
Finally, my gaze is caught by a small work in the corner of the studio: a triangular wooden block painted with a silhouette wielding a chainsaw, cutting circular patterns. As if the felled tree itself were articulating its pain, a silent yet insistent appeal: see what you are doing to nature, see what you are doing to me. Here is an artist who gives nature a voice; today it whispers, but tomorrow it may well raise its cry.
Hours after our parting, a message arrives: “…and suddenly the light came, now I must begin”.
En teknisk virtuos. Mød billedkunstner Maria Engholm, og lad dig omslutte af unikke utopiske drømmeverdener, hvor årringene dikterer retningen.
artSIStra interview // Henriette Hellstern // Apr 18. 2026 // Værløse // Danmark
Det forekommer derfor næsten uundgåeligt, at Engholm har kastet sin kærlighed på træet som materiale. Årringene i tværsnittet vidner om træets liv og tilstand, med en særlig sensibilitet over for de år, hvor væksten afviger, hvor noget særligt har fundet sted.
“Jeg har bevæget mig i flere livsbaner", betror billedkunstner Maria Engholm mig, kort efter at jeg, via aflåste porte med koder og under et diskret, men allestedsnærværende kamera blik, har fundet vej til bygningen, guidet af hendes rolige stemme i røret. Vel ankommet og anvist til min plads udfolder hun sin lange og dedikerede praksis: grundigt, eftertænksomt og med en sjælden generøsitet.
Nattens magiske energi
Man behøver ikke opholde sig længe i selskab med Engholms værker, før man suges ind i et univers af minutiøst detaljerede landskaber: byer i brand, mennesker opslugt af naturens kræfter, arkitektoniske elementer gengivet med præcis omhu, men altid med mørket som en diskret, vedvarende ledsager. “Jeg arbejder bedst fra kl. 23.00”, uddyber hun, og i det øjeblik forekommer atelierets storslåede ovenlys næsten overflødigt; her er det månen, nattens mystik og den tætte, næsten symbiotiske dans mellem kunstner og værk, der hersker.
Engholm er vokset op i Snoghøj nær Fredericia, med utallige timer ved havet, i både, langs kyster, omsluttet af saltvand. Hendes uddannelsesforløb, først som folkeskolelærer og siden inden for design, fra tekstillinjen til møbel- og rum afdelingen, har sat et tydeligt aftryk på hendes æstetiske udtryk, hvad enten det udfolder sig på lærred eller på nydeligt slebne træplader i ovale, næsten smutstens lignende former.
Atelieret selv fremstår som en forlængelse af denne praksis, møbler skabt af kunstneren, bestående af: en træskammel med tin sko, et kaffebord i velafstemte mønstre, en stol med en bemærkelsesværdig god pasform. “Ja tak” siger ryggen, da jeg afprøver den, “jeg har noget med eg”, indskyder kunstneren høfligt. Sortens styrke, dens begrænsede svind og lange holdbarhed fascinerer hende; de læderagtige blade, mørkegrønne på oversiden og lysere på undersiden, og træets evne til at leve i årtusinder som et tavst vidne til menneskets ofte katastrofale behandling af planeten.
Blomsterfrø som bestikkelse
Et slægtskab mellem materiale og menneske træder frem. På overfladen møder man en teknisk virtuos kunstner; under denne en viljestærk skikkelse, der tager livtag med tilværelsens uretfærdigheder. Hun synes at iagttage verden fra sin egen position, formet, taknemmelig og fortsat i bevægelse.
Med afsæt i en socialt aktivistisk praksis, herunder deltagelsen i kunstnergruppen Bureau Detours, hvor forskellige eksperimenter bl.a mundende ud i en omrejsende trailer agerende rullende biograf og galleri, har kunstneren opbygget en erfaringsmæssig ballast, hun selv beskriver som essentiel. Herunder projektet, hvor hun lejede en parkeringsplads på Vesterbro og anlagde en midlertidig have, bestak politiet med blomsterfrø for at kunne blive siddende i sin klapstol, indtil p-billetten udløb.
Et sted mellem rutine og impuls
I hendes virke fornemmes en særlig energi: en spændingsfyldt balance mellem rutine og forudsigelighed på den ene side og en fandenivoldsk impuls, der må finde sit afløb i kunsten, på den anden. Denne vedvarende linedans har været afgørende, både i overvindelsen af en sygdomsperiode med kræft og i bestræbelsen på at finde fodfæste i mødet med dødelighedens realitet. Måske netop derfor optræder der næsten altid åbninger, passager og døre i hendes værker: en konstant bevægelse, en insisteren på at være undervejs.
“Jeg arbejder meget med forbindelser og transformationer”, siger hun, og det er tydeligt, at kunsten har fungeret som både holdepunkt og talerør for en kunstner, der har erfaret livets mangfoldige facetter, i flere livsbaner, og som fortsat bevæger sig stødt fremad. Uger, hvor værker skabes i månelysets skær til tonerne af alt fra Charles Aznavour til Slipknot, afløses af uger præget af planlægning, ansøgninger og drømme. Som hun selv formulerer det: “Jeg går amok hver anden uge”.
Indgange og årringe
Mit blik dvæler ved et værk med stående og væltede dominobrik lignende former, eller er det døre? Skabt under pandemien indfanger værket med præcis sensibilitet følelsen af isolation: at være en brik i et større puslespil, indhyllet i ensomhed, afskåret. Samtidig fremstår det som en refleksion over de mange portaler, kunstnere må passere, nogle lukkede, nogle åbne, andre kræver, at man tilraner sig nøglen.
Det forekommer derfor næsten uundgåeligt, at Engholm har kastet sin kærlighed på træet som materiale. Årringene i tværsnittet vidner om træets liv og tilstand, med en særlig sensibilitet over for de år, hvor væksten afviger, hvor noget særligt har fundet sted. Samtidig udviser hun en konsekvent respekt for fundne objekter: genbruget, ophøjelsen af det kasserede til æstetisk genstand gennem slibning, lakering og påføring af tynde lag af maling med de fineste pensler, behersket til perfektion.
Overgange, opråb og vækkelse
Alligevel befinder kunstneren sig netop nu på tærsklen til en ny fase. Hun søger åbenhed og større gestiske udfoldelser. “Jeg er vendt tilbage til lærredet, og jeg ved ikke, hvad der kommer til at ske”, siger hun med forundring. Netop disse overgangsfaser synes nødvendige, som begyndelser på noget nyt, båret af modet, viljen og styrken til ikke at forfalde til det velkendte.
Mit blik fanges til sidst af et lille værk i atelierets hjørne: en trekantet træklods, bemalet med en silhuet, der med motorsav skærer cirkulære mønstre. Som om det afhuggede træ selv artikulerer sin smerte, en tavs, men insisterende appel: se, hvad I gør ved naturen, se hvad I gør ved mig. Her er en kunstner, der giver naturen en stemme; i dag hvisker den, men i morgen kan den meget vel hæve røsten.
Timer efter vores afsked tikker en besked ind “... og pludselig kom lyset, nu må jeg i gang”.