“I make art on art´s own terms”
- Mia-Nelle Drøschler
Unmatched and unfiltered, an art practice rarely seen.
Meet multimedia artist Mia-Nelle Drøschler and join her on an honest spiritual journey.
artSIStra interview // Henriette Hellstern // Dec.6.2025 // Præstø // Denmark
Drøschler starts with “me, me, me” and ends with “us, us, us”. She is a vibrant artist, connected to her dialogue-creating artworks, a special primal force that illuminates diverse aspects of life, which makes us spiritually stronger. So unfold your ears, listen, open your eyes wide, and learn.
“The owl woke me at 6:30 a.m.” Mia-Nelle Drøschler says with a radiant smile as we meet. “And I’ve been ready for hours, I misread the time”, she adds, following it with a crooked, welcoming grin. We agree there is something thoroughly “Cinderella-like” in surrendering oneself to the owl, the oak trees, the chickens, and the neighbor’s bull, slipping into their rhythm and forgetting time and place entirely.
LAND SHAPES US, oil on canvas, 2025
LAND SHAPES US
Four years ago, Drøschler moved to the countryside, closer to the intimate, the quiet, the enchanted. LAND SHAPES US is the title of the series she is currently working on, unfolding over the course of an entire year, a year now nearing its conclusion. The works range from stoic trees to unnaturally large beetles and witch grass that, at times, become fire, water, and wind. Farmdog Bella watches us with wide, lucid eyes, quietly following the conversation as daylight slowly settles over the three-winged farm in Præstø.
I am wrapped in nature outside, yes, but just as palpably on the canvas. I can hear grass growing inside the painting; at moments, the figurines seem to turn and look back at me. In Drøschler’s practice, the boundary between art and artist dissolves. Where one begins and the other ends is impossible to say. This is a lifelong process, the multidisciplinary artist explains, in which she is always “holding on to the tail of the dragon”.
Raised in Tikøb, then years in Helsingør and Copenhagen, and educated at Goldsmiths in London, where the art scene was thoroughly explored before the return to the small home waters, Drøschler stands before me as a seasoned artist. Yet she is also clearly a human being on a journey, on a mission toward a more healing and nourishing way of living. Her practice centers on Nordic shamanism and animism, grounded in listening, sensing, and interpreting in close, ongoing exchange with nature.
A wise woman in the field
The last words I wrote about Drøschler’s practice before falling asleep the night before our interview were “euphoria, dopamine, control, let go,” I tell her. She bursts into laughter and agrees that they fit her current work perfectly. “After all, I am the wise woman in the field,” she says, speaking of her clairvoyance, ritual night sittings during full moons, and her deep connection to the nature we are collectively in the midst of completely fucking up. When I ask her how she speaks with nature, her answer is immediate: “I speak LOUD.” We cheer at the image she has just conjured, raw, necessary, and utterly present.
“It’s a dialogue,” the artist explains, as she opens up her authorship of poetry and bestselling nonfiction, alongside drawings, sculptures, and performance. Drøschler is always in motion, always in process, and I love her for it.
We discover that we share the same agenda: the relentless urge to surpass oneself with each new work. We breathe easily at the thought “imagine having already made your best work”. “Terrifying”, we agree. She notes that this investigative approach, this refusal to let the art settle, is something she carried home with her from London.
More analog, more presence
For 2025, the artist has set herself a dogma: “more analog approach.” The focus is on drawing, painting, and writing. Writing takes place upstairs, overlooking the fields, surrounded by art, because the body, she knows, needs shifts in atmosphere and stretches of calm between the more physical, forceful gestures that unfold on canvas below, in the studio. As the wind pulls at the old, beautiful yellow building, she shares her reflections generously. “I make art on art’s own terms,” she says, and I fall in love with a painting where the tree trunk seems to dissolve into a winter landscape, where hard frost presses deep into the soul.
I am standing before an artist who has lived, who has seen things. Raised by a mother with paranoid schizophrenia, who died at the age of fifty, and shaped by her own past as a recovering alcoholic, Drøschler carries a creative force that keeps ideas in motion and energy flowing, day and night.
LAND SHAPES US, oil on canvas, 2025
Excerpt from poetry collection, 2025
We must listen closely
Once you have experienced Drøschler’s art, the longing begins. We need her universe, courage, visions, and stories of animism, shamanism, and nights spent sitting out under the moon. We must have this voice that can reflect what we are doing, holding up mirrors shaped from one masterful work after another, and we must listen closely. Drøschler starts with “me, me, me” and ends with “us, us, us”. She is a vibrant artist, connected to her dialogue-creating artworks, a special primal force that illuminates diverse aspects of life, which makes us spiritually stronger. So unfold your ears, listen, open your eyes wide, and learn.
LAND SHAPES US, oil on canvas, 2025
I cast one final glance at the artist’s latest painting and feel flooded with dopamine, sorrow, gratitude, and euphoria all at once. I know I have witnessed something rare. And I hope the art world understands that one of the country’s finest expressionists lives in Præstø, beneath the oak tree, beside the chicken coop, where the owl still keeps watch, just a little while longer.
Uforlignelig og ufiltreret, en kunstpraksis, man sjældent ser. Mød multikunstneren Mia-Nelle Drøschler, og tag del i hendes åbne og ærlige spirituelle rejse.
artSIStra interview // Henriette Hellstern // Dec.6.25 // Præstø // Danmark
Drøschler begynder med “mig, mig, mig” og ender med ”os, os, os”. Hun er en sprællevende kunstner, forbundet til sine dialogskabende værker, en særlig urkraft, der belyser mangfoldige aspekter af livet, som gør os åndeligt stærkere. Fold ørene ud, lyt, spær øjnene helt op, og lær.
“Uglen vækkede mig kl. 6:30,” siger Mia-Nelle Drøschler med et strålende smil, da vi mødes. “Jeg har været klar i flere timer, jeg tog fejl af tiden,” tilføjer hun med et imødekommende grin. Vi bliver enige om, at der er noget fuldstændigt “Askepot-agtigt” i bare at overgive sig til uglen, egetræerne, hønsene og naboens tyr, at glide ind i deres rytme og helt glemme tid og sted.
LAND SKABER OS
For fire år siden flyttede Drøschler på landet, tættere på det nære, det stille, det eventyrlige. LAND SKABER OS er titlen på serien, hun arbejder på, som udfolder sig over et helt år, et år, der nu nærmer sig sin afslutning. Værkerne spænder fra stoiske træer til unaturligt store biller og heksegræs, der indimellem bliver til ild, vand og vind. Gårdhunden Bella følger os med store, klare øjne og lytter stille til samtalen, mens dagens lys langsomt sænker sig over den trelængede gård i Præstø.
Jeg er omsluttet af naturen udenfor, men i lige så høj grad på lærredet. Jeg kan høre græsset gro i maleriet; til tider synes figurerne at vende sig og kigge tilbage på mig. I Drøschlers praksis opløses grænsen mellem kunst og kunstner. Hvor den ene begynder, og den anden ender, er umuligt at sige. Det er en livslang proces, forklarer multikunstneren, hvor hun altid “holder fast i dragens hale”.
Opvokset i Tikøb, med afstikkere til Helsingør og København, og uddannet fra Goldsmiths i London, hvor kunstscenen blev grundigt udforsket inden hjemkomsten til andedammen, står Drøschler foran mig som en hærdet kunstner. Alligevel er hun tydeligt også et menneske på rejse, på mission mod en mere helende og nærende levevis. Hendes praksis tager udgangspunkt i nordisk shamanisme og animisme, med fokus på at lytte, mærke og fortolke i tæt, løbende samspil med naturen.
Den kloge kone på marken
De sidste ord, jeg skrev om Drøschlers praksis, inden jeg faldt i søvn aftenen før interviewet, var “eufori, dopamin, kontrol, slip,” fortæller jeg hende. Hun bryder ud i latter og er enig i, at de passer perfekt til hendes nuværende arbejde. “Jeg er jo den kloge kone på marken,” siger hun og taler om sit klarsyn, udesidninger ved fuldmåne og dyb kontakt til den natur, vi alle er ved at fucke helt op. Da jeg spørger, hvordan hun taler med naturen, svarer hun straks: “Jeg taler HØJT.” Vi jubler over det billede, hun lige har manifesteret, råt, nødvendigt og fuldstændigt til stede.
“Det er en dialog,” forklarer kunstneren, mens hun åbner op for sit forfatterskab af både digte og bestseller-fagbøger samt tegninger, skulpturer og performance. Drøschler er altid i bevægelse, altid i proces, og det elsker jeg hende for.
Vi opdager, at vi deler samme agenda: den uophørlige trang til at overgå sig selv med hvert nyt værk. Vi ånder lettet op ved tanken: “Forestil dig at have skabt dit bedste værk allerede.” “Frygteligt,” bliver vi enige om. Hun bemærker, at denne undersøgende tilgang, denne nægtelse af at standse udviklingen, er noget, hun tog med hjem fra London.
Mere analogt, mere tilstedeværelse
For 2025 har kunstneren sat sig et dogme: “mere analogt.” Fokus er på tegning, maleri og skriveri. Skriveriet foregår på 1. sal med udsigt over markerne, omgivet af mere kunst, fordi kroppen, ved hun, behøver skift i stemning og pauser mellem de mere fysiske, kraftfulde gestusser på lærredet nedenunder i atelieret. Mens vinden rusker i den gamle, smukke gule bygning, deler hun generøst ud af sine refleksioner. “Jeg skaber kunst på kunstens præmisser,” siger hun, og jeg forelsker mig i et maleri, hvor træstammen næsten opløses i et vinterlandskab, hvor hård frost trænger dybt ind i sjælen.
Jeg står foran en kunstner, der har mærket livet, der har set lidt af hvert. Opvokset med en mor med paranoid skizofreni, som døde som 50-årig, og formet af sin egen fortid som tidligere alkoholiker, bærer Drøschler en skabertrang, der holder ideer i gang og energien flydende dag og nat.
Vi må lytte efter
Har du oplevet Drøschlers kunst en gang, starter længslen. Vi behøver hendes univers, mod, visioner og fortællinger om animisme, shamanisme og nætter med udesidning under månen. Vi må have denne stemme, der kan spejle, hvad vi laver, skabt af det ene mesterlige kunstværk efter det andet, og vi må lytte nøje efter. Drøschler begynder med “mig, mig, mig” og ender med ”os, os, os”. Hun er en sprællevende kunstner, forbundet til sine dialogskabende værker, en særlig urkraft, der belyser mangfoldige aspekter af livet, som gør os åndeligt stærkere. Fold ørene ud, lyt, spær øjnene helt op, og lær.
Jeg kaster et sidste blik på kunstnerens nyeste værk og fyldes med dopamin, sorg, taknemmelighed og eufori på én gang. Jeg ved, jeg har været vidne til noget sjældent. Og jeg håber, at kunstverdenen forstår, at en af landets bedste ekspressionister bor i Præstø, under egetræet, ved hønsehuset, hvor uglen stadig holder vagt, bare lidt endnu.