“I may use everything, I may do everything”
- Gitte SvendsenAuthentic. Sensuous. Infinitely releasing.
Meet the visual artist Gitte Svendsen, and let yourself be enveloped by artworks where the city’s underside breathes, glitters, and speaks with you.
“If I could take only one thing with me to a desert island, it would be my orange clamp,” she says. As if it were a lifeline. As if it were a memory. In Svendsen’s hands nothing is neutral. Transparent plastic cans filled with yellow cleaning liquid, transported all the way from The Hague, a black glasses-cleaning cloth, fished from the pocket and tossed down in front of an artwork in the middle of a conversation about whether the piece is finished. Things carry weight. They carry will.
“Is that the trash bin?” I ask, just to be sure, before dropping my handkerchief down among yarn remnants and scraps of paper in a beautiful gleaming purple metal painter’s bucket.
“Yes, yes, you can use that, I’m not using it right now,” the artist laughs, warmly and generously.
I have landed in the middle of a gigantic installation or rather Gitte Svendsen studio in Nørrebro. Wherever I stand or sit, I am constantly an element within the artist’s works. From floor to ceiling I am bombarded with impressions, while one beautiful object after another winds through the room and embraces me in stormy contrast colours. Svendsen is a child of the city. Valby in the body, Østerbro in memory, Copenhagen as home. She graduated in 2017 from the Royal Academy of Art in The Hague, a tour de force of artistic unfolding, an explosion of photography, video, installation, and tufting.
artSIStra interview // Henriette Hellstern // Feb. 27. 2026 // Nørrebro // Denmark
Tuft in process, 2026
From building materials to new foundations
“I emptied the container outside my rented workshop and locked myself in for fourteen days, it was a celebration,” Svendsen elaborates, with a particular gleaming light in her eyes. Those two weeks during her academy years proved decisive. An eternal treasure hunt was set in motion, after what the rest of us leave behind in construction processes or clean-ups. The cornerstone of the artistic practice was cast: combined with a fascination for mass-produced factory goods from the East, assembled into new universes.
Over time the large installations have been joined by tufting. Metre-long, furry objects are created in the air on the tufting machine. Yet the relationship between material and artist is marked by a kind of love–hate tension.“Ever since I began tufting, working with the material has generated new problems, and I’ve had to confront its low placement in the hierarchy, a position that stems from its misread and femininely coded label,” she explains, letting out a small sigh.
Wonderful problems, I think. Because tufting lifts Svendsen’s practice across time, away from old yarn remnants toward contemporary soft sculptures combined with selected metal rods. Is it a lamppost with a wig, a drying rack with a poncho, or something else entirely? We do not know. What we do know is that the artist analyses us, our consumption, our dogmas around aesthetics, and asks us to step a pace backwards and enjoy the surroundings, also those we categorise as tacky or useless.
The perpetual presence of composition
Even when the artist takes her partner on romantic getaways to the city of cities, Paris, her gaze is directed elsewhere than the expected. “Karin was a bit surprised that I brought these home,” Svendsen says, pointing to a handful of brightly coloured bottle brushes hanging in a cluster beside jam jars filled with pigments. “That must be what it’s like to be with an artist,” we agree, laughing loudly. “It comes with the package.”
When Svendsen recognises the importance of bottle brushes and incorporates them, or other everyday elements into bodily installations, rather than sitting on a folding chair by an easel along the Seine immortalising the Eiffel Tower, it is because she wants to show us another side of value, the particular increase of energy that arises when unexpected elements are united.
Svendsen’s agenda is to turn the city inside out. And what an inside.
Bottle brushes from Paris, 2026
A brutally honest stick
“I asked Artists Little Helper whether it should be the back or the front that faces outward,” she tells me, referring to a tufted work depicting a section of a neighbourhood in New York. Artists Little Helper is a plastic stick, clad with tape, string, and epoxy castings.
“And what did it say?” I ask curiously.
“It says the back should face outwards,” Svendsen conveys.
Artists Little Helper is the instrument every artist ought to have in their studio: a dialogue stick, with supernatural powers and skinless opinions, capable of stripping the most exalted internal discussions down to the bone.
Artists Little Helper, 2026
If one listens, the objects begin to speak. Not loudly, but insistently.
“If I could take only one thing with me to a desert island, it would be my orange clamp,” she says. As if it were a lifeline. As if it were a memory. In Svendsen’s hands nothing is neutral. Transparent plastic cans filled with yellow cleaning liquid, transported all the way from The Hague, a black glasses-cleaning cloth, fished from the pocket and tossed down in front of an artwork in the middle of a conversation about whether the piece is finished. Things carry weight. They carry will.
I truly fell in love with Svendsen’s universe years ago at a solo exhibition where pharmaceutical signs, tuft, and found objects melted together into a colour-saturated Mindmap. While my academic head analysed, she pulled the rug out from under me.
“For me they’re just forms. I’m not a word person, but I saw, the colour and the figure fit together.”
So simple. So radical.
Various objects, 2026
A changed gaze
Here, an artist works according to the rule: I may use everything, I may do everything. It is a generous rule. And infinitely releasing.
We need the humour, the unpretentiousness, and the warmth. The gaze that sees possibilities in backyards and containers, gathering them into enveloping works only Svendsen masters.
Hours later I cycle home in the rain. A blue packet of handkerchiefs falls from my jacket pocket and lands in a puddle. I pick it up and place it in the basket, listening to the rattle of the bicycle through the city, observing the handkerchiefs’ new clumped form.
Something has shifted. Perhaps Svendsen has changed my view of materialism forever.
I am grateful for the lesson.
We all should be.
Autentisk. Sanseligt. Uendeligt forløsende. Mød billedkunstner Gitte Svendsen, og lad dig indhylle i værker, hvor byens vrangside ånder, glitrer og taler med dig.
artSIStra interview // Henriette Hellstern // Feb. 27. 2026 // Nørrebro // Danmark
“Hvis jeg kun måtte tage én ting med til en øde ø, så var det mit orange spændebånd,” siger hun. Som var det en livline. Som var det en hukommelse. I Svendsens hænder er intet neutralt. Gennemsigtige plastdunke med gult rengøringsmiddel, fragtet hele vejen fra Haag, en sort brillepudseklud, fisket op af lommen og kastet ned foran et værk midt i en samtale om, hvorvidt værket er færdigt. Tingene har vægt. De har vilje.
“Er det skraldespanden?" spørger jeg for at være sikker, inden jeg smider mit lommetørklæde ned til garnrester og papirstumper i en smuk glinsende lilla metal malerspand. “Ja, ja, den kan du godt bruge, jeg bruger den ikke lige nu" griner kunstneren varmt og rummeligt.
Jeg er landet midt i en gigantisk installation eller rettere Gitte Svendsens atelier på Nørrebro. Uanset hvor jeg står eller sætter mig, er jeg konstant et element i kunstnerens værker. Fra gulv til loft bliver jeg bombarderet med indtryk, mens det ene skønne objekt efter det andet snor sig rundt i rummet og omfavner mig i stormfulde kontrastfarver. Svendsen er byens barn. Valby i kroppen, Østerbro i hukommelsen, København som hjem. Hun er uddannet i 2017 fra Royal Academy of Art i Haag, en tour de force i kunstneriske udfoldelser, en eksplosion af fotografi, video, installation og tufting.
Fra byggematerialer til nye fundamenter
“Jeg tømte containeren ude foran mit lejede værksted, og lukkede mig inde i fjorten dage, det var en fest", uddyber Svendsen for mig med et særligt skinnende lys i øjnene. Og de to uger under akademi tiden blev skelsættende for kunstneren, en evig skattejagt blev sat i gang efter det vi andre efterlader i byggeprocesser eller oprydninger. Grundpillen til kunstpraksissen var støbt, kombineret med fasineringen af masseproducerede fabriksvarer fra østen, sat sammen til nye universer.
De store installationer har med tiden fået følgeskab af tufting. Meter lange pelsede objekter skabes i luften på tufte maskinen. Dog er forholdet mellem materiale og kunstner præget af et slags had- og kærlighedsforhold. “Lige siden jeg begyndte at tufte, har arbejdet med materialet afstedkommet nye problematikker, og jeg har måttet forholde mig til dets lave placering i hierarkiet, en position, der udspringer af dets fejllæste og feminint kodede label” fortæller hun mens hun udbryder et lille suk.
Vidunderlige problemer tænker jeg, for tuftningen løfter Svendsens praksis hen over tid, væk fra gamle garnrester til moderne bløde skulpturer kombineret med udvalgte metalstænger. Er det en lygtepæl med paryk, et tørrestativ med en poncho eller noget helt femte, vi ved det ikke, vi ved bare kunstneren analyserer os, vores forbrug, vores dogmer omkring æstetik, og beder os træde et skridt baglæns og nyde omgivelserne, også dem vi kategoriserer som tacky eller ubrugelige.
Kompositionens evige nærvær
Selv når kunstneren tager partneren med på romantiske getaways til byernes by Paris, er blikket rettet andre steder end den gængse. “Karin blev lidt overrasket over af at jeg tog disse med hjem” siger Svendsen, og udpeger en håndfuld farvestrålende flaskerensere der hænger i en klynge side om side med marmeladeglas fyldt med pigmenter. “Sådan er det vel at være sammen med en kunstner”, bliver vi storgrinende enige om, “det er en del af pakken”.
Når Svendsen ser flaskerensernes vigtighed, og implementerer dem eller andre dagligdags elementer i kropslige installationer, og ikke sætter sig på en klapstol ved staffeliet langs Seinen og foreviger Eiffeltårnet, er det fordi Svendsen vil vise os en anden side af værdi og den særlige energiforøgelse, der opstår, når uventede elementer forenes.
Svendsens agenda er at vende vrangen ud på byen. Og sikke en vrang.
En hudløs ærlig pind
“Jeg har spurgt Artists Little Helper om det skal være bagsiden eller forsiden der skal vende ud af”, fortæller hun, og henviser til et tuftet værk som viser et udsnit af en bydel i New York. Artists Little Helper er en plastikpind, beklædt med tape, snor og epoxy afstøbninger.
“Hvad svarede den så?", spørger jeg nysgerrigt.
“Den siger det skal være bagsiden udad", formidler Svendsen.
Artists Little Helper er instrumentet enhver kunstner bør have i sit værksted, en dialog pind, med overnaturlige kræfter og hudløse holdninger, der kan skrælle de værste ophøjede indre diskussioner ind til benet.
Hvis man lytter, begynder genstandene at tale. Ikke højt, men insisterende.
“Hvis jeg kun måtte tage én ting med til en øde ø, så var det mit orange spændebånd,” siger hun. Som var det en livline. Som var det en hukommelse. I Svendsens hænder er intet neutralt. Gennemsigtige plastdunke med gult rengøringsmiddel, fragtet hele vejen fra Haag, en sort brillepudseklud, fisket op af lommen og kastet ned foran et værk midt i en samtale om, hvorvidt værket er færdigt. Tingene har vægt. De har vilje.
Jeg forelskede mig for alvor i Svendsens univers ved en soloudstilling for en del år siden, hvor medicinalskilte, tuft og fundne objekter smeltede sammen i et farvemættet Mindmap. Mens mit akademiske hoved analyserede, trak hun tæppet væk under mig.
“For mig er det bare former, jeg er ikke et ordmenneske, men jeg så, at farven og figuren passede sammen”.
Så enkelt. Så radikalt.
Et forandret syn
Her arbejder en kunstner efter reglen: jeg må bruge alt, jeg må gøre alt. Det er en generøs regel. Og den er uendeligt forløsende.
Vi har brug for humoren, uhøjtideligheden og varmen. For blikket, der ser mulighederne i baggårde og containere, og samler dem til omsluttende værker, som kun Svendsen mestrer.
Timer senere cykler jeg hjem i regnen. En blå pakke lommetørklæder falder ud af jakkelommen, lander i en vandpyt. Jeg samler den op, lægger den i kurven, lytter til cyklens raslen gennem byen og betragter lommetørklædernes nye klumpede form.
Noget har forskubbet sig. Måske har Svendsen forandret mit syn på materialisme for altid.
Jeg er taknemmelig for belæringen.
Det burde vi alle være.